Anbringelser til forsiden
Familieprojektets speciale er at anbringe børn fra familier, hvor forældrene har psykisk sygdom og/eller har et misbrug. Vi samarbejder med kommunerne om at tilrettelægge hele anbringelsesforløbet professionelt, så barnet hurtigt får trygge rammer til at udvikle sig og skabe en tryg tilværelse i sit nye hjem hos plejefamilien.
Familieprojektet står for at rekruttere en egnet plejefamilie til barnet, og som kan samarbejde med forældrene. Vi godkender, forbereder og underviser plejeforældrene grundigt i forhold til den opgave, som de har påtaget sig, så de er godt forberedt på at modtage et nyfødt og skrøbeligt barn. Det gælder også viden om den behandlingsindsats, som barnet efterfølgende vil skulle modtage som følge af tidlige skader i graviditeten.
Familieprojektet sørger for den løbende kontakt med barnets biologiske mor og familie. Vi varetager også samarbejdet med hospitalspersonalet og sagsbehandleren i kommunen, så overgangen til livet hos plejefamilien bliver så gnidningsfri som muligt.
Vi sørger for at plejefamilien tilbyder barnet en målrettet pædagogisk indsats og følger op på behandlingsindsatsen hver måned, så barnets specielle vanskeligheder og behov tilgodeses bedst muligt.
Vi varetager det løbende skriftlige udredningsarbejde af barnet, som kommunerne har brug for bliver foretaget.
Familieprojektet afvikler gruppesupervision for de plejefamilier, der er tilknyttet Familieprojektet. Plejefamilierne mødes i grupper opdelt efter deres plejebarns/børns alder 6 gange om året. Ved særlige behov ydes enkeltsupervision til Familieprojektets plejefamilier.
Tilrettelæggelse af indsatsen:
Familieprojektets konsulenter er specialuddannet i arbejdet med psykisk syge forældre og forældre i eller med et tidligere misbrug.
Familieprojektets vurdering er, at det er meget vigtigt at tage udgangspunkt i såvel barnets som de voksnes ressourcer. For at styrke det arbejde er alle Familieprojektets medarbejdere uddannede Marte Meo terapeuter og har erfaring med at anvende forskelligartede udviklingstests i udredningsarbejdet med børnene.
Størstedelen af de børn, der er tilknyttet Familieprojektet, er små børn med misbrugsproblematikker, men Familieprojektet varetager også opgaver vedrørende anbringelser af store børn, hvis behandlingsmæssige behov indikerer, at en familieplejeanbringelse er det korrekte.
Behandlingsindsatsen i forhold til barnet tilrettelægges sådan, at barnets vanskeligheder ikke skaber unødigt store begrænsninger i barnets udvikling. Børn af mødre i misbrug har ofte varige udviklingsmæssige vanskeligheder, som kræver en særligt tilrettelagt indsats i de miljøer, hvor barnet færdes. Familieprojektet kan hjælpe til at afdække, skærme og senere lære barnet/den voksne strategier for at kunne leve med de eventuelle varige problematikker, der er.