Familieprojektet tilbyder støtteforanstaltning til enlige mødre og forældrepar i deres eget hjem.
Målet med indsatsen er blandt andet at indføre og fastholde strukturer i hjemmets daglige rytme, som giver forældrene overblik og børnene tryghed.
Når forløbet er afsluttet, skal forældrene gerne være klædt på til at udvise praktisk omsorg for sig selv og barnet. Og de skal have en mere realistisk opfattelse af, hvad de selv og barnet kan overkomme og håndtere.
Sammen med forældrene skal konsulenten vurdere og afdække, hvilke vanskeligheder, der fylder mest i hverdagen. Fremgangsmåden er først at opsætte begrænsede og overskuelige mål for at få ryddet de mere jordnære problemer og praktiske forhindringer af vejen, før der tages fat på selve hovedproblemstillingen. Eksempelvis kan der være brug for hjælp til at overkomme at få barnet op og afsted om morgenen.
Konsulenten afholder samtaler med både børn og voksne og satser også på at inddrage barnets institution i processen.
Særlig i opstartsfasen vil konsulenten komme i hjemme forholdsvis ofte; med tiden tilpasses besøgenes hyppighed efter familiens behov.
Konsulenten holder løbende møder med forælderen, hvor de sammen vurderer, om de formulerede delmål er blevet nået og fastholdt. Denne evaluering tjener til at opmuntre til små sejre og resultater for efterhånden at få sat struktur på familiens hverdag.
Inden et forløb afsluttes, fremlægger konsulenten en skriftlig statusbeskrivelse og fremlægger den for både familien og sagsbehandleren.
Arbejde og uddannelse
Vi satser også på, at forældrene får en realistisk opfattelse af, hvilken slags arbejde eller uddannelse, der passer til dem. Forældrene skal have opbygget selvtillid, en tro på, at de slår til, og at det er muligt at være i arbejde eller uddannelse og samtidig tage sig ordentligt af børnene.
Forældrene skal også hjælpes til at opbygge et netværk, f.eks. reserve-bedsteforældre, hvor familien kan finde støtte.
Erfaringen viser, at langt de fleste unge mødre gerne vil have uddannelse og arbejde, så de kan blive økonomisk uafhængige, og give deres børn den bedst mulige opvækst – og det ønske bør samfundet opmuntre. Der bør sættes tidligt og målrettet ind med tilbud om at blive tilknyttet arbejdsmarkedet, uddannelse, fleksible pasningsordninger, og en passende bolig. Det vil på længere sigt spare samfundet udgifter til passiv forsørgelse og konstant støtte til møderene og deres børn.
De unge mødre er oftest selv vokset op hos en enlig og meget ung mor. De har været vidne til psykisk sygdom, alkoholmisbrug og er selv blevet udsat for vold eller omsorgssvigt hos forældrene. Den nødvendige ballast af tryghed, kærlighed og vejledning har de savnet, skolen har de fået alt for lidt ud af, og de er desværre blevet mennesker med meget ringe selvværd og meget lidt mod på at overvinde forhindringer eller komme i gang med udannelse og arbejde. De ender ofte som ensomme og isolerede og får dårligt hverdagen til at fungere.
Selv om problemerne går igen, findes der ikke én ”enlig-mor-type. De manglende evner til at få hjemmet til at fungere eller til at få en plads på arbejdsmarkedet tager sig naturligvis forskelligt ud. Men vores erfaringer gennem mange år giver os mod på, at det er muligt at få en stor del af gruppen tilbage på arbejdsmarkedet, fordi vi tilpasser et tilbud, så det svarer til den enkeltes problemer, ressourcer og behov. For at udvikle sådan et tilbud, er det naturligt, at vi samordner indsatsen fra jobcenter, sundhedspleje og børnepasningsområdet.
Familieprojektet arbejder ud fra Kari Killens teorier om forældrefunktioner, som kan sammenfattes i syv punkter:
- Evnen til at opfatte barnet realistisk
- Evnen til at danne realistiske forventninger om de afhængigheds- og følelsesmæssige behov, som barnet kan tilfredsstille
- Evnen til at danne realistiske forventninger til barnets evner
- Evnen til at engagere sig positivt i samspil med barnet
- Evnen til empati med barnet
- Evnen til at prioritere barnets mest grundlæggende behov frem for egne
- Evnen til at rumme egen smerte og frustration uden af lade den gå ud over barnet